top of page

HVORFOR PSYKOTERAPI?

Psykoterapi er en hjælp, når livet føles tungt, forvirrende eller ude af kontrol. Når tanker, følelser eller relationer gør ondt, støtter terapien kroppen og sindet i at finde nye veje og retning igen.

Terapi til mennesker, der befinder sig i psykiske eller følelsesmæssige vanskeligheder og søger forandring og levende kontakt til livet.

Jeg tilbyder 20 minutters gratis afklarende telefonsamtale

Michelle Griff | Psykoterapi

Vi bliver kun os selv gennem kontakt med andre mennesker. Uden at blive spejlet, forbliver vi fremmede for os selv.​
Bessel van der Kolk

Fordi forandring kræver kontakt

Du kan ikke forandre det, du ikke har kontakt med.

Nogle gange havner vi i de samme mønstre igen og igen, eller havner i uønskede situationer, som vi ikke kan tænke- eller flytte os ud af. Det kan være svært selv at ændre på det, vi føler os låst fast i.

For at forandre mønstre  – må du først lære at mærke det, der ligger bag dem. Måske har du mere eller mindre bevidst skubbet bestemte følelser væk – vrede, der føltes farlig, sorg, der blev for ubærlig, eller glæde, du næsten havde glemt fandtes.

Kropsorienteret psykoterapi hjælper dig med at lære at mærke og forstå kropslige signaler, at se dig selv og andre mere klart, mærke hvad der er virkelig vigtigt, og hvor dine grænser skal sættes. Med disse indsigter bliver det lettere at navigere indefra i stedet fra udefra.

I terapi får du hjælp til at møde dine følelser som budbringere. Følelser, der fortæller dig noget om dine grænser, behov og længsler. Det kræver mod at åbne til smerte, fordi det handler om at møde det, du helst vil væk fra – men det er netop gennem denne kontakt, at heling og forandring kan ske.

Fordi noget kan være for svært at klare selv

Nogle ting kan vi ikke bære alene – og det skal vi heller ikke. Når vi er fanget i en krise, en fastlåst tilstand eller oplevelser, der føles uoverskuelige, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvordan vi bevæger os derfra, eller hvordan vi overhovedet holder til at stå i det, vi står i.

Måske har du prøvet at forstå det med tankerne, tale med andre eller tage dig sammen – uden at noget for alvor har ændret sig.

 

Hvis du har oplevet svigt, chok eller traumer, kan det være svært at bearbejde selv. Kroppen og nervesystemet kan være i alarmberedskab længe efter, at det svære er overstået - og det går ikke bare over med tiden. Det kan skabe uro, tomhed, overvældelse eller følelsen af at sidde fast.

I psykoterapien får du professionel støtte til det, der er svært, og hjælp til at forstå og rumme det, der presser sig på. Vi går i dybden, forløser – uden at presse – og finder vej ind i det, der ellers kan føles uoverkommeligt. Du får hjælp til at forstå dine tanker, følelser og kropslige stemninger på et dybere plan.

Fordi psykoterapi skaber personlig vækst og livsduelighed

 

Vi mennesker møder allesammen følelsesmæssige udfordringer gennem livet. Det afgørende er ikke, om de opstår, men hvordan vi kan forholde os til dem. Dette er afgørende for vores trivsel.

I terapien får du støtte til at opbygge en stærkere indre kapacitet og evne til at kunne tåle forskellige problemer, når de opstår.

 

Når du får større bevidsthed om dig selv – indsigt i dit indre liv, dine reaktionsmønstre og dine styrker – kan du øge din handlekraft. Selvindsigt skaber livsduelighed og gør dig bedre rustet til at håndtere udfordringer. Det styrker din evne til at stå fast på det, der er vigtigt for dig, rejse dig igen efter modstand og bevare dig selv i svære tider. 

Når du begynder at opdage de ressourcer, der allerede findes i dig og udfolde dit fulde potentiale, giver det dig mulighed for at skabe dybere kontakt til dig selv, til andre og til verden omkring dig, og åbner for en udvidet forståelse af eksistens og mening,

Fordi psykoterapi både er behandling og investering i livet

 

Vi kan opsøge terapi med sorg, traumer, angst, stress, lavt selvværd, eksistentiel tvivl, ekstrasensoriske oplevelser – eller simpelthen ønsket om at udvikle os som mennesker. Uanset årsagen kan terapien, udover at bidrage til heling, udvide vores selvindsigt, øge vores livskvalitet, og støtte os i at handle i overensstemmelse med, hvem vi inderst inde er. 


Psykoterapi skaber adgang til større følelsesmæssig frihed og fleksibilitet. Når vi slipper uhensigtsmæssige strategier, gamle mønstre, overbevisninger og indre krav og begynder at leve i overensstemmelse med vores sande værdier, kan vi få adgang til et større mentalt overskud, mere livsglæde og lethed. Pludselig kan vi opleve, at livet bliver mere levende, meningsfuldt og bevægeligt – både i følelser, relationer og valg.

Det er en varig livsinvestering at finde hjem til sig selv med en ny klarhed og retning. Det handler ikke om at blive en anden, men om at sætte sig fri af smerte og begrænsning, åbne for ressourcer, og leve mere autentisk og i dybere kontakt med det, der virkelig betyder noget.

Ræk ud

Du er meget velkommen til at ringe eller skrive til mig, hvis du har spørgsmål eller vil bestille tid.

Jeg tilbyder 20 minutters gratis uforpligtende telefonsamtale.

bottom of page