HVAD ER PSYKOTERAPI?
Psykoterapi hjælper dig med at skabe forandring indefra – gennem samtale, kropslig opmærksomhed og en tryg terapeutisk relation. Her får du støtte til at hele det, der står i vejen for mere ro, kontakt og livsfuldhed.
Psykoterapi er en hjælp til mennesker, der kæmper med psykiske udfordringer, indre uro, traumer eller livskriser – og ønsker støtte til at komme videre.
Jeg tilbyder 20 minutters gratis afklarende telefonsamtale

I den terapeutiske proces, sker der en indlæring af nye erfaringer, der ikke reparerer fortiden, men skaber en ny erfaring, som kan integreres i nervesystemet.
Susan Hart - Den følsomme hjerne
Hvad er psykoterapi?
Psykoterapi er professionel samtalebehandling, hvor menneskers livserfaringer, følelser og udfordringer kan udforskes i et fortroligtt rum. Psykoterapi er en evidensbaseret behandlingsform, der bruges til at lindre, behandle og forebygge psykiske lidelser og belastningstilstande.
Det kan handle om at finde vej gennem kriser, men også om personlig udvikling og om at skabe nye måder at være i livet på, med det formål at styrke din evne til at leve et meningsfuldt liv i overensstemmelse med det, der er vigtigt for dig.
Terapeutisk arbejde kredser om de processer, der former menneskers måde at være i verden på – i relationer, i kroppen, i sindet og i mødet med livets større sammenhænge.
Psykoterapi er professionel støtte til indre processer, hvor du kan opdage og ændre de mønstre, der skaber uro, tomhed eller fastlåsninger. Det handler om at gå i dybden med både det bevidste og det ubevidste – dine tanker, sansninger i kroppen, følelser, psykiske forsvar og den måde, du møder dig selv og andre på.
Kropsorienteret psykoterapi - en samtale med kroppen
I kropsorienteret psykoterapi arbejder vi ikke kun med det, du kan sætte ord på. Vi undersøger også det, der ligger under overfladen. Vores oplevelser og erfaringer lagres ikke kun i tankerne, men også i kroppen og nervesystemet. Dybe oplevelser og traumer sætter spor i kroppen, så den reagerer, selv når du med tankerne godt forstår, at situationen er anderledes i dag.
Derfor handler terapien både om samtalen og om at rette opmærksomheden mod det, kroppen fortæller. Det kan være en knude i maven, en trykken i brystet eller en uro i kroppen, som ikke vil slippe. Når vi giver plads til at mærke, beskrive og undersøge de sansninger, åbner det for dybere lag af psyken. Her kan du opdage de mønstre, der holder dig fast - og langsomt begynde at løsne dem.
Det afgørende er, at forandring ikke kun sker, når du forstår noget med hovedet, men når du også kan mærke det i kroppen. Når nervesystemet får lov til at erfare, at gamle alarmreaktioner og handlemønstre ikke længere er nødvendige, kan der skabes varige ændringer.
Derfor bruger jeg kropsopmærksomhed som en naturlig del af terapien - så de indsigter, du får, ikke blot bliver tanker, men noget du kan mærke, leve og holde fast i.
Psykoterapi er et særligt rum
Psykoterapi er et særligt frit rum – hvor der er “højt til loftet” og plads til dig, præcis som du er. Her mødes du i en stabil, tryg, fortrolig ramme med accept og uden vurdering, med plads til den proces, du har brug for.
Det terapeutiske rum er et sted, hvor du får mulighed for at opleve, at møde dig selv på en ny måde. Her kan du mærke og undersøge det, der fylder – uden at blive mødt med krav, forventning eller kritik. Her får du mulighed for at udfolde det, der sker indeni – tanker, følelser og kropslige reaktioner, der måske ikke er vant til at få opmærksomhed.
Den terapeutiske relation
Mennesker formes i relation. Det er i kontakt med andre, at vores nervesystem og følelsesliv udvikler sig. Vores tidligste oplevelser med relation former vores måde at være i relation med andre og med os selv.
Den terapeutiske relation åbner for mulighed for nye erfaringer med kontakt, der med tiden kan integreres i krop og sind. Terapeut-klient relationen bygger på respekt, ligeværdighed, nærvær og struktur og handler om dig og dine behov. Den terapeutiske relation er en vigtig del af psykoterapi – ikke blot en ramme, men en aktiv del af forandringsprocessen.
En solid terapeutisk alliance er et samarbejde, som skaber fundamentet for, at det bliver muligt at åbne op, udforske dine udfordringer, hele gamle sår og opbygge nye indre ressourcer.
Psykoterapi er en vej, du går – ikke et quick fix
Psykoterapi er ikke en hurtig løsning eller en opskrift, der kan følges punkt for punkt. Det er en proces hvor du, med terapeutisk støtte, gradvist bevæger dig indad – og i dit eget tempo finder fodfæste og retning.
Forandring tager tid, og det kræver, at du er villig til at arbejde med dig selv.
Som terapeut fortæller jeg dig ikke, hvad du skal gøre – i stedet støtter jeg dig i at mærke, vælge og tage ejerskab over det, der er sandt og vigtigt for dig.
Psykoterapi er en vej, du går - i dit eget tempo. Jeg går ved siden af dig med støtte, spejling og terapeutiske værktøjer. Psykoterapi er en vej ind til dig selv. En vej til at lære dig selv at kende som et levende og sansende menneske – med historie, dybde og potentiale, som en, der har ret til at tage plads – i sig selv og i livet.
Hvis du er interesseret i at læse lidt mere om, hvem jeg er, kan du lære mig lidt bedre at kende her
Er du interesseret i, at læse mere om, hvilke områder, jeg arbejder indenfor, kan kan du læse mere her