BEHANDLING AF SORG OG TAB
Psykoterapi ved sorg og tab hjælper med at forstå og rumme de følelsesmæssige og kropslige reaktioner, som følger med tab og store livsforandringer. Terapien støtter krop og sind i at finde indre ro, styrke og nyorientering i livet.
Støtte til mennesker, der oplever sorg efter dødsfald, skilsmisse, sygdom eller tab af mening og retning i livet.
Jeg tilbyder 20 minutters gratis afklarende telefonsamtale.

Sorg er et hjerteskærende smertefuldt problem for hjernen at løse, og at sørge kræver, at man lærer at leve i verden med fraværet af en, man elsker dybt, og som er indlejret i ens forståelse af verden.
Mary-Frances O’Connor
Sorg og tab
Sorg er en naturlig følelse, en følelse som kan være en overvældende reaktion på tab. Det kan handle om at miste et menneske, en relation, et helbred eller en livsform. Sorg er ikke en lineær proces, men kan forløbe forskelligt fra person til person og variere i intensitet og varighed. For nogle viser sorgen sig som stærke følelser af savn, for andre som tomhed, meningsløshed, uro eller en følelse af at være afskåret fra livet omkring sig.
Ventesorg og udskudt sorg
Sorg kan opstå længe før et tab er indtruffet. Ventesorg er den sorg, der er tilstede, mens man venter på at miste en, der er alvorligt syg ellerdøende. Ventesorg kan også indbefatte sorg over de forandringer, der sker med et menneske med demens eller anden alvorlig sygdom.
Nogle gange kan sorg også være udskudt. Det betyder, at reaktionen på tabet først kommer senere – måske måneder eller år efter. Det kan ske, hvis man i første omgang har været optaget af at skulle klare praktiske forhold eller tage sig af andre, eller har været optaget af at undgå at mærke omfanget af den dybe sorg.
Sorg og identitet
Et tab kan også rejse dybe eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg nu, når jeg ikke længere er ægtefælle, forælder, datter eller søn på samme måde som før eller ikke har mit job mere? Når sorgen berører identiteten, handler det ikke kun om savnet af den eller det, der er mistet, men også om tabet af en selvforståelse og en rolle i livet. At finde sig selv i en ny virkelighed kan være en af de største udfordringer i en sorgproces.
Psykoterapi og sorgprocesser
I psykoterapi med sorgprocesser, arbejder man med sorgen på en måde, der gør det muligt at være i den og gradvist integrere den i livet.
Terapien kan hjælpe med:
-
At finde sprog for sorgen og de mange følelser, der kan følge med.
-
At forstå og rumme de kropslige reaktioner, som ofte er forbundet med sorg.
-
At undersøge og bearbejde de indre konflikter eller skyldfølelser, som kan opstå i forbindelse med tab.
-
At finde nye måder at være i relation til det tabte – både mennesker, drømme og livsmuligheder.
-
At støtte processen med at skabe mening og retning i et liv, der ser anderledes ud end før.
Psykoterapi handler ikke om at få sorgen til at forsvinde, for det gør den ikke, men om at gøre sorgen til en del af livets fortælling på en måde, hvor den kan bæres uden at lukke for liv, nærvær og relationer.